Finansforbundet
Inviterende fælleskab
”Hos Finansforbundet tror vi på fællesskabet.” I en pulserende verden, hvor udviklingen buldrer afsted og hvor arbejdsmarkedet løber stærkt for at følge med, er det vigtigt, at man har en solid platform at stå på, når man har brug for at stoppe op og holde udkig efter nye horisonter. Finansforbundet er et sted, hvor man som medlem trygt og sikkert skal kunne hjælpes til at navigere igennem nye udfordringer og potentialer. Det skal være et sted, der både er forankret i en historie og tradition og er en fremtidssikret arbejdsplads og udviklingsplatform. Det handler om mennesker, kontakt og fællesskaber og det skal Finansforbundets hus naturligvis på bedste måde understøtte.
Projektets hovedidé er at skabe et åbent og inviterende medlemshus med let adgang til medlemsfunktioner, et forbedret dagligt flow for de ansatte i huset, et godt akustiskreguleret arbejdsmiljø samt et energioptimeret indeklima. I vores arbejde med Finansforbundets hus har vi screenet den eksisterende bygning og udarbejdet en strategisk plan for, hvilke elementer det giver mening at transformere. Vi har naturligvis overvejet forskellige disponeringsløsninger samt forskellige tiltag i forhold til materialer og installationer. Men den alt overskyggende bæredygtige strategi går direkte efter at skelne mellem rationelle, funktionelle forbedringer og udelukkende æstetiske transformationer, med det mål at alle transformationer i projektet rummer begge elementer. Det betyder, at nødvendige funktionelle forbedringer og karakterfulde æstetiske opdateringer er ligeværdige dele af det arkitektoniske koncept.
Åbenhed og flow i Finansforbundets hus
For at skabe en åben og inviterende bygning har det været væsentligt at kigge på den eksisterende disponering. I dag er Finansforbundets hus disponeret, så køkken og kantine ligger i stueplan, mens medlemsfaciliteter er placeret øverst i huset. Produktionskøkkenets facade er lige til højre for hovedindgangen. Og selvom det absolut kan være spændende at kigge ind i et køkken, skaber det fornemmelse af ”baggård”, når man ankommer til bygningen. Vi vurderer, at det er vanskeligt at åbne mere end det er nu. Derudover giver de mange opdelinger af kantinens spiseområder, i kombination med den centrale reception og venteområdet i bunden af atriet, yderligere udfordringer for stueetagens åbne flow og helhedsforståelse.
Vi ser et stort potentiale i at få lukket mere op og skabe et langt mere velkommende gennemkig mellem sydfacaden og nordfacaden, samt give den, i dag, noget ”døde” facade i stueetagen en mere imødekommende karakter. Derfor har det været væsentligt, at de funktioner, der har det største potentiale, indgår i en udveksling med det omkringværende miljø, der er placeret i stueetagen. Funktioner, der kobler sig på byen udenfor via kantzoneliv og adgang til blå og grønne uderum med sømfrie overgange mellem inde og ude. Derfor foreslår vi som hovedtræk at flytte medlemsområdet på 5.sal ned i stue etagen og flytte spise område og køkken til 1.sal. Derved kan vi skabe en langt mere tilgængelig adgang til husets medlemsfunktioner, for både nye og garvede medlemmer og brugere af huset. Den daglige cirkulation og flow op gennem huset begrænser sig primært til at være husets brugere hvilket gør det mere naturligt for både medlemmer og personale at henholdsvis forstå og holde et øje med, hvem der må være hvor i huset.
Fremtidens kontortransformation
Vi har tænkt atriet som et supermøbel til mindre møderum; som et rumligt symbol på det udviklende fællesskab. Med en dagligdag i forandring, hvor vi i større grad gør brug af digitale møder, har vi med supermøblet i atriet ønsket at skabe et miljø, der underbygger og styrker brugen af online møder bl.a. med rum dedikeret til digitale møder med skærm og loungemøbler, stillerum og singlespaces, hvor man enten kan afholde digitalt møde eller finde ro og få koncentration til forberedelse eller telefonsamtaler.
Atriet er også der, hvor man, særligt i stueetagen, mødes og udveksler ideer, passerer et spændende oplæg og bliver inspireret og orienteret i andres arbejde. Det tværfaglige laboratorium, der skaber synergi og innovation i et fremtidsdrevet fagligt hus. Mødefaciliteterne i atriets sydlige del er sammentænkt med atriet og beholder sin funktion som mødecenter. Men for at begrænse varme og dagslysindfald har vi designet en dobbeltfacade med en permanent solafskærmning, mega-persiennen.
Adgang til frisk havluft
Mellem den nye facade og den eksisterende glasfacade anlægger vi nye altaner med adgang via mødelokalerne for alle i huset. Denne nye facade bliver et nyt karakteristisk træk for Finansforbundets hus, der med sin gennemsigtighed og porøsitet vækker nysgerrighed og signalerer modernitet og nytænkning hos omgivelserne.
Vi har i projektet dyrket, at alle får let adgang til frisk luft. Det styrker koncentrationen og ydeevnen og bidrager til det gode arbejdsmiljø. Den seneste tid fokus på hygiejne og frisk luft understreger et adgang til frisk luft er et aktuelt emne, og vi mener, det er en væsentlig del af et moderne og opdateret arbejdsliv anno 2020. Vi understreger dermed Finanshusets unikke placering og gør det endnu mere attraktivt og et særligt gode for medarbejdere og brugere at få adgang til Christianshavns friske luft og enestående miljø med kanalerne og havnen. Alle etager har derfor adgang til terrasser, som er en del af den nye facade mod syd. I stueplan er der opdaterede udemiljøer, der opfordrer til at trække frisk luft eller som oplagt mulighed for at lave udadvendte aktiviteter og arrangementer, når vejret tillader det.
- Bygherre
- Finansforbundet
- Areal
- 9500 m²
- Årstal
- 2021-2023
- Beliggenhed
- Christianshavn, København
- Samarbejde
- AB Clausen, Danish energy management
- Billeder
- EDiT - architectural visualization studio, Christensen & Co.